Hovedpine

Der findes mange typer af hovedpine lige fra invaliderende daglige smerter til irriterende forbigående symptomer, der er til at leve med. Oplever du hovedpine, er der med stor sandsynlighed tale om nedsat evne til at fordele belastning i nakkens muskler, led og bruskskiver (diskus) under bevægelse eller i forbindelse med statiske stillinger. For at nakken kan fungere optimalt, skal der være en velbalanceret muskelaktivering i nakken, stillingssanserne i nakkens led skal fungere normalt, synet skal fungere normalt og balanceorganerne i mellemøret skal fungere normalt. Følgende er listet enkelte typiske hovedpiner, der responderer positivt på kiropraktisk behandling:

– Nakkebetinget hovedpine er næsten altid ensidig, og skyldes dårlig koordination og stabilitet af nakkens led i den ene side medfølgende muskulære spændinger omkring pågældende led. Hovedpinen kan stråle fra baghovedet og frem til pande og øje i samme side, og er ofte forbundet med utilpashed og svimmelhed.

-Spændingshovedpine opleves som et stramt bælte eller bånd omkring hovedet typisk uden betydelig sideforskel og er ofte mere konstant end den nakkebetingede hovedpine. Årsagen hertil er igen dårlig muskelkontrol under almindelige bevægelser, hvor enkelte muskelgrupper igangsættes konstant uhensigtsmæssigt resulterende i spændingshovedpine. Kiropraktik med parallelt aflastende fysioterapi er den optimale løsning på denne type hovedpine

-Migræne opleves som en meget ubehagelig ofte én-sidig hovedpine uden sikker oprindelse. Den er ofte dunkende/pulserende i karakter, og variere fra få timer til flere dage. Perioder i cyklus eller overgangsalder hos kvinder kan provokere migrænen, ligesom parfumer, øvrige dufte, mad eller stress-relaterede oplevelser, og der er oftest overfølsomhed over for lys- og/eller lydpåvirkninger. Der opleves tit kvalme og opkast under anfald. Enkelte patienter får små tegn (også kaldet aura) på begyndende migræne og opleves som forudgående synsforstyrrelser, talebesvær, eller lammelse af kropsdele i kortere varighed. En del patienter har gavn af det medicinske præparat Imigran, som påvirker karrenes kontraktilitet. I de tilfælde hvor patienten har flere typer af hovedpine, kan frekvensen af migræneanfald reduceres ved behandling af de øvrige hovedpiner.

Her skal også nævnes medicin-induceret hovedpine, hvor hovedpinen skyldes stort/overdrevet forbrug af smertestillende medicin pga hovedpine eller andre smertetilstande. Har du mistanke herom, skal du henvende dig til din praktiserende læge og få korrigeret medicinen korrekt

Som med alle andre smertetilstande er det vigtigt med en grundig undersøgelse ved kiropraktoren, så der kan sættes ind med effektiv behandling og relevante øvelser. Skulle vi i undersøgelsen finde årsager til hovedpinen, der ligger uden for kiropraktorens behandlingstilbud (eksempelvis forhøjet blodtryk), henvises naturligvis til relevante fagpersoner og altid via egen praktiserende læge.