OBQ: Anisa Saini om vejen tilbage fra skade

6. januar, 2026

Anisa Saini kom til OB med store ambitioner, men en tidlig skade satte en stopper for efteråret. I mellemtiden har hun fokuseret på genoptræning, livet i Odense og vejen tilbage mod banen.

Anisa Saini kom til OB i sommer efter at have spillet hele sin seniorkarriere i Brøndby IF. Hun kom hertil med stor erfaring fra diverse ungdomslandshold, som hun har repræsenteret hele 19 gange, og scoret 8 mål. En ægte angriber, som desværre ikke fik mulighed for at vise sit store talent i striberne i dette halvår. 

I første kamp for striberne ude mod HB Køge blev hun skadet og har siddet ude lige siden med en skade i foden – en såkaldt “bone bruise”, en knogleskade, der kræver ro og ikke kan behandles direkte. Det blev derfor kun til 8 minutter i den stribede trøje indtil videre. 

Et svært halvt år 

– Skaden ramte mig selvfølgelig, fordi den kom så tidligt. Jeg tror, jeg fik et chok og havde ikke forventet at være ude så længe. Det kom meget uventet, og det er jeg naturligvis ærgerlig over, da jeg havde set frem til den nye tid i OB, fortæller Anisa Saini. 

Når man sidder ude med en skade, er der altid udfordringer, både fysisk og mentalt. Derfor kan det være vigtigt at arbejde struktureret med genoptræning og samtidig finde måder at bevare motivationen og engagementet på, selvom man ikke kan være på banen, også det fortæller Anisa om. 

–Det har til tider været ensformigt, da det er begrænset, hvor meget jeg kan lave. Lange dage, meget af det samme, og svært at se fremgang. Jeg flyttede til Odense grundet fodbolden. Og når jeg så heller ikke kan få lov til det, har der været meget tomt og ikke så meget at kunne tage sig til, siger Anisa.  

Samarbejde med vigtige fagfolk og vejen tilbage 

Et af de positive elementer under genoptræningen har været samarbejdet med Tidens Kiropraktorer og kiropraktor Malene Tarp.  

– Det har været rigtig godt. Malene er dygtig, og det har givet mig ro i processen. Samarbejdet har været godt under omstændighederne, da det har været svært at vurdere hvor meget foden kan holde til. Men jeg har fået en klar plan og så har de været gode til at forklare procession undervejs, forklarer Anisa.  

Anisa ser nu fremad:  

–Mit mål er at øge intensiteten, komme tættere på træning med bold og teste kroppen i flere fodboldsituationer. 

Hun fortæller, at genoptræningen tages skridt for skridt, men håber på stille og roligt at kunne starte op med holdet igen i januar, især inden sæsonstart.  

–Jeg glæder mig til at føle mig som en del af holdet igen og endelig kunne spille kampe. Det var jo grunden til, at jeg tog skridtet til Odense, afslutter hun.